Herning Folkeblad

Når vi har begravelsessamtaler, spørger vi altid ind til, om man er interesseret i at få en dødsannonce i avisen. I Herning, Ikast, Aulum og øvrige omegnsbyer ønsker mange, der skal være en annoncering i den husstandsomdelte avis. Jeg har tænkt over, hvilken betydning der er forbundet med dødsannoncer.

Karakteristisk er det, at vi ofte er optagede af at give kortfattede og præcise informationer, så omgivelserne er vidende om, at den konkrete person er død. Det virker på mig som en meget respekt- og ærefuld måde at proklamere, at der er sket forandringer – altså at personen er afgået ved døden. I annoncen bruges der ikke mange beskrivende og værdiladede ord, i stedet for er tekstindholdet fåmælt. Ønsker man en længere fortælling, er der mulighed for at få skrevet en nekrolog. Herning Folkeblad tilbyder at udarbejde nekrologer. En journalist vil kontakte jer som pårørende for at indsamle informationer og forfatte en beskrivende tekst. Nekrologen udgives i Herning Folkeblad.

Der er egentlig ikke så mange, som ønsker, der skal skrives en nekrolog. Hvorfor? Tja.. måske fordi vi tænker, man skal være noget særligt, have udrettet noget særligt eller have været kendt for særlige præstationer. Måske fordi vi stiller os selv spørgsmålet, hvad tænker andre om, at jeg får udgivet noget om mig selv eller en af mine nærmeste. Jeg har lyst til at vende situationen og spørge – Hvorfor ikke? Jeg synes, det kunne være fantastisk med et menneskesyn, hvor vi havde lyst til at fortælle og lytte til ethvert menneskes livshistorie – fordi historien er fuldstændig enestående og unik.