Min sidste vilje
Min sidste vilje kan være en hjælp til at tage hul på den svære samtale
Det kan være overvældende at forholde sig til livets afslutning, men vi ved alle, at det er et vilkår: vi fødes, og vi dør. Livet leves der imellem. På et eller andet tidspunkt, må vi forholde os til det uundgåelige – døden – og netop hér, kan hæftet Min sidste vilje være en støtte og hjælpe os med at tage hul på den svære samtale.
Min sidste vilje er en måde at tage omsorg for sine nærmeste. Når du skriver ned, hvad du ønsker skal ske, når du ikke længere er her, giver du både dig selv ro og dine pårørende klarhed. I en tid, der bliver præget af sorg og usikkerhed, er det en hjælp at vide, hvad der var ønsket.
At udfylde Min sidste vilje er et udtryk for omtanke. Et lille skridt mod at skabe overblik midt i det, der kan føles uoverskueligt. Det handler ikke kun om selve begravelsen eller bisættelsen, men også om det aftryk, du gerne vil efterlade.
Mange oplever, at det giver en form for lettelse. At tage hul på det svære og gøre det på egne præmisser. For de efterladte bliver det en hjælp: De skal ikke gætte – de ved, hvad der var vigtigt for dig.
Min sidste vilje er en mulighed for at tilkendegive dine ønsker om, hvordan du gerne vil afslutte dit liv. Materialet findes både som et analogt hæfte og som en digital portal. Det centrale er, at ved at træffe en række vigtige valg om, hvordan din afsked bør foregå, hjælper du dine pårørende i en svær stund. Du giver dem chancen for at kunne tage hånd om deres egen sorg, samtidig med de trygt kan hvile i, at de finder vej gennem mange beslutninger.
Materialets intention er at skabe omstændigheder for, at dine efterladte kan blive hjulpet til at opfylde dine sidste ønsker.
Et dokument
Min sidste vilje er et dokument, hvor du tilkendegiver dine ønsker for din afsked. I materialet findes en række spørgsmål, som du skal tage stilling til og efterfølgende give tilladelse til, hvilke pårørende og hvilken bedemand, du ønsker, må have adgang til at læse Din Sidste Vilje. Systemet kræver MitID-login hvilket er en sikkerhed for, at dine data beskyttes. Hvis du er fritaget for brug af digital post, kan du altid henvende dig personligt, og vi kan hjælpe dig med at få oprettet Min Sidste Vilje online eller analogt.
I materialet bliver du spurgt til, om du er medlem af folkekirken og dermed eventuelt ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse. Hvis du ikke er medlem, kan du notere det og enten fortælle, hvilken anden trosretning du er en del af, eller om du ønsker en ikke-kirkelig borgerlig handling. Du kan planlægge, om du ønsker en udsyngning ved et hjemmedødsfald eller om alt skal foregå i stilhed. Det er meget forskelligt, hvilke traditioner man har – nogle kan have ønsker til, hvilket tøj man skal have på, om der skal lægges blomster i kisten eller om der eventuelt skal siges noget, inden kisten køres væk fra bopælen. Du skal også forholde dig til, om du ønsker en bisættelse eller begravelse. Det er måske en svær beslutning, men du kan tale med dine nærmeste, og derudfra måske komme til en afgørelse.
Det er også vigtigt at opdatere din sidste vilje regelmæssigt for at sikre, at den afspejler dine aktuelle ønsker og omstændigheder.
Min sidste vilje kan rekvireres her på hjemmesiden, du kan komme forbi et af vores kontorer i Herning, Ikast, Aulum, Vildbjerg, Skjern eller Videbæk. Vi kan også komme hjem til dig og have en samtale, eller vi kan tale sammen i telefonen.
Dine konkrete ønsker
… til din begravelse, kan du nedfælde i Min sidste vilje. Du kan for eksempel notere, om du vil begraves, bisættes eller have askespredning.
Når dagen indtræder, og begravelsen skal foregå, vil de efterladte mindes og ære den afdøde person. Dette inkluderer en traditionel begravelse eller bisættelse, fra en kirke/kapel, hvor en præst forestår ceremonien. Det kan også være en borgerlig bisættelse uden religiøse symboler eller det kan være, der ingen mindehøjtidelighed skal være.
I hæftet kan du notere, hvilket gravsted du ønsker – på hvilken kirkegård, om du ønsker askespredning eller skovbegravelse.
Begravelsesceremonien kan opbygges på forskellige måder afhængigt af individuelle præferencer, kulturelle traditioner og religiøse overbevisninger. Nedenfor er en generel oversigt over, hvordan en ceremoni kan opbygges:
Velkomst: Ceremonien begynder med en indledningsbøn, eller en velkomst fra en vært eller ceremonileder. Ved velkomsten introducerer man ceremoniens opbygning og takker deltagerne for deres tilstedeværelse.
- Musik, sang og hilsen: Musik kan spilles som en indledning til ceremonien, efterfulgt af en åbningstale eller hilsen fra en præst, ceremonileder eller familiemedlem. Man kan også synge en salme eller en sang.
- Læsninger eller bønner: Præsten, familiemedlemmer eller venner kan læse passende tekster, digte eller bønner for at betone betydningen af ceremonien og mindet om den afdøde.
- Mindetale: Præsten eller ceremonilederen holder en mindetale ud fra den samtale, der har været med de pårørende. Familie eller venner kan også dele personlige minder, refleksioner, anekdoter, historier og sjove øjeblikke.
- Ritualer: Begravelsesceremonier omfatter ritualer. I kirkelig regi er jordpåkastelsen et centralt symbol. Præsten kaster jord på kisten tre gange, mens afdøde tiltales med ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. De tre håndfulde jord symboliserer bevægelsen: Liv – død – liv. Der kan også være andre symboler såsom tænding af lys eller at lægge blomster på kisten som handlinger til ære for den afdøde.
- Musik og sang: Musik kan spille en vigtig rolle i at skabe en atmosfære af nærhed og kan omfatte sange, der var særligt betydningsfulde for den afdøde eller familien.
- Afslutning og afsked: Ceremonien afsluttes med en takketale, bøn eller velsignelse fra præsten eller ceremonileder, efterfulgt af en afsked med den afdøde, hvor deltagerne kan tage det sidste farvel og sige deres egne farvelsord.
Anbefalinger
Hos Ødegaard & Søgaard Begravelser yder vi omsorg og praktisk hjælp, når du mister en, du har kær. Hver dag bestræber vi os på at være nærværende og bistå med de praktiske forhold i en svær situation. Vi har hjulpet mange familier. Her kan du læse nogle af deres erfaringer med vores assistance.
Kontakt os her
I er altid meget velkomne til at kontakte os for en samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer med at planlægge en begravelse eller bisættelse. For os er det vigtigt at lytte til jeres ønsker.
E-mail: [email protected]
Døgntelefon: + 45 97 12 06 10 og +45 97 17 20 25
