At være tæt på døden

Jeg har flere gange mødt spørgsmålene: Hvordan føles det at være så tæt på døden? Har det at være bedemand påvirket dit syn på døden? Jeg synes, det er nogle rigtig gode spørgsmål, og jeg synes også, de er utrolig svære at svare på.

Døden – er et vilkår. Vi kan ikke slippe uden om den, men måske kan vi forlige os med, at den er en realitet, altså en del af livet. Jeg er nødt til at forlige mig. Jeg skal udføre en samfundstjeneste, en samfundsydelse, et erhverv – en praksis. Jeg skal varetage den særlig opgave, som ingen af os slipper udenom. Spørgsmålet er, hvordan det føles, at være tæt på døden. Enhver situation er unik. Det kan besvares med et sammensurium af værdiladede ord: fredfyldt, forsonende, tavshed, usikkerhed, frygt.. og så videre..

Jeg forstår godt, det er svært, for jeg har jo selv været der. Mange gange. Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver helt fortrolig med døden, men min intention er altid at bestræbe mig på, at den afsked vi skal tage, bliver så ærlig og nærværende som muligt – samt at den er i overensstemmelse med afdødes ønske.

Ja, det at være bedemand har påvirket mit syn på døden. Jeg er blevet mere fortrolig med, hvordan man gebærder sig overfor afdøde, og hvordan man interagerer med de pårørende omkring. Jeg synes, der er noget smukt over et menneske, som ligger i kisten efter et levet liv. Og jeg har taget en beslutning om, at det er vigtigt at vise et dødt menneske ære og respekt – uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.