Udsyngning: ”Det er hvidt herude”

Det er hvidt herude

Jeg har endnu ikke prøvet at synge sangen ”Det er hvidt herude” af St. St. Blicher og med melodi af Thomas Laub fra 1914 til en udsyngning. Det kunne man vel ellers godt? Jeg tænker melodien har en melankoli og et stemningsunivers, som kan sætte selv det menneske med det lyseste sind hen i et hjørne og tænke over livets op- og nedture. Ved udsyngninger bliver jeg ofte opmærksom på, hvordan vi gennem vores måde at være på, rækker ind i hinandens liv. I kisten ligger et menneske – som har sat aftryk, som har skrevet historie og som har været en helt unik skabning. Dette menneske har forladt livet. Jeg bliver ofte berørt i disse situationer. Det gør noget ved mig at se, hvordan stemninger bliver intense, og man mærker, hvordan øjeblikke står stille. Det er som om, der drysser ned med fjer, som lander let, eller som lander tungt.

Sneen falder

Det har sneet en del de sidste dage og sammen med St. St. Blicher kan man derfor nynne med på, at der både er hvidt, tyst og koldt herude – og man kan inderligt længes efter vår. Livet bliver ofte betragtet som et årshjul, hvor vi begynder med barndommens forår, ungdommens sommer, voksenalderens efterår og alderdommens vinter. Hver årstid og hver periode i et menneskes liv er smukt. Selvfølgelig bevæger vi os. Selvfølgelig udvikler vi os. Selvfølgelig står vi i med- og modgang, men vigtigst må være, at vi midt i alt kan løfte blikket og bevare optimismen eller troen på, at over skyerne er himlen altid blå – eller som St. St. Blicher slutter sin sang: Kom, sydvest, som frosten tvinger, kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord! Cyklussen i naturen viser os, at frosten forsvinder fra jorden. Hvert år spirer vintergækker og krokusser og vi erfarer, at lyset overtager mørket. Sådan oplever vi det forhåbentlig også i det liv, vi lever.