Dagene bliver længere, mørket trænges tilbage

Sådan er foråret. Det er en skøn tid.

Men midt i en skøn tid, hvor naturen forandrer sig fra gold til frodig, står vi sammen med forældre, søskende, venner, børn eller andre og mærker, hvordan en svær og skærende afsked kan forekomme. At være bange for at dø er en forfærdelig tilstand.  

Vi hører af og til formuleringen ”Han havde så meget dødsangst” eller ”Hun var virkelig bange for at dø”. Det er nogle meget stærke formuleringer, som hver gang sætter spor. Jeg tror, det er vigtigt at lytte intenst og aktivt, når et menneske fortæller om sine pinefulde tanker. Jeg forsøger at sætte mig i den andens sted, – men man kan nok ikke forstå til fulde, hvordan angsten er, når man desperat forsøger at fastholde livet og ikke vil møde døden. Puh. Jeg kan blive ked af det på den døendes vegne.

Kan man finde håb midt i angsten? Jeg hørte en sygeplejerske, som havde arbejdet på hospice sige: ”Mennesker, der tror, kommer lettere gennem den sidste levetid”. Hun sagde også, at det egentlig var lige meget, hvad man tror på, bare man troede. Det er interessant. Jeg tror ikke, man bare kan præstere en tro, men jeg ved, man kan søge ind i sammenhænge, hvor man kan få hjælp til at tale om livets store spørgsmål. Jeg har flere gange oplevet, at familier har søgt en præst og har holdt en andagtsstund – samstemmende har det lydt, at ”der skete noget” efterfølgende.

Det ville være mit råd, hvis man var fyldt af dødsangst. Søg samtale med en præst.