Et nyt år er skudt i gang. En overgang fra noget – til noget andet. Fra 23 til 24
Jeg sad i min bil og kørte mod vores kontor på Vestergade 45 i Herning. En livlig gade, der summer af liv, vækst og aktivitet. Det er snevejrsdag. Derfor går mennesker på gaden i vintertøj. Nogle skovler sne, nogle går med hunden og nogle går bare fra et sted til et andet.
Faktisk var jeg glad og fyldt af positive forventninger. Forventninger til året. Det, der ligger foran og taknemmelighed for det, der ligger bagved.
Bedemandsforretningen har nu været i gang i fem måneder
Det er fem måneder siden Ødegaard og Søgaard Begravelser fik liv i den nuværende konstellation. Majbrith som niece til de afgående Bente og Jørgen Ødegaard, og Bjarne og jeg som et søskendepar, der tager springet til at arbejde sammen.
Det er faktisk svært at finde ord. Lyder det forkert at sige, vi er glade for det valg vi har truffet? Nej, det vil jeg ikke mene. Men det kræver ører til at høre og et hjerte til at forstå. Vi er glade og taknemmelige for at arbejde sammen – og vi er glade og taknemmelige for alle de mennesker, vi møder på vores vej. Men vi er også i dyb respekt for, at vi møder mange, som har mistet en de holdt af. Livet bevæger sig i bølgedale – vi vil gøre vores bedste i 2024 til at være til stede i nuet og værne om hinanden og alle dem, vi møder.