Hvad er en udsyngning?

I folkekirkeregi beskrives en udsyngning som: Udsyngning er en lille højtidelighed og en gammel skik, som sker i forbindelse med, at den døde bliver lagt i kisten. Man står omkring afdøde og synger en salme eller to. Nogle beder Fadervor eller en anden bøn og lyser velsignelsen. Udsyngning foregår, enten lige før den døde lægges i kisten, eller når den døde er lagt i kisten og før kisten lukkes.

Denne form for afsked er virkelig en både smuk, enkel, intens og minderig måde at være sammen på. Det er et øjeblik, hvor man får lov til at være sammen med afdøde i hjemmet/ plejehjemmet, sygehuset eller kapellet. Det er uformelt. Man afgør selv, hvad der skal ske, og hvordan det skal foregå. Nogle gange er det bedemanden, som står for udsyngningen, men andre gange foretrækker de pårørende selv at stå for det.

Jeg har efterhånden været med til en del udsyngninger. Det er altid meget stemningsfyldt. Jeg har bemærket, der ofte en vis usikkerhed forbundet med begrebet – udsyngning, for hvad er det egentlig? ”At synge sammen” er jo ikke noget, vi gør så ofte ud over, når vi er i kirken juleaften eller til en fodboldlandskamp. Under corona opstod sangglæden i en eller anden form igen som en fællesskabsværdi, men i mange år har der været usikkerhed og måske endda tabu forbundet med at synge.

Men, at synge kan bidrage til at sætte stemning for en situation.

Man blotter sig med sin sangstemme. Når man står, omgivet af sine nærmeste og forsøger at synge, så sker der noget i rummet. Mange siger, når vi taler om udsyngningsbegrebet: Vi er ikke en sangfamilie, vi er ikke vant til at synge eller vi har aldrig været de store sangere. Men når vi står i rummet tæt på den afdøde, så sker der noget. Lille som stor, ung som gammel, stærk som svag, trist som fattet – så sker der bare noget. Stemmerne ryster og tårerne triller, men vi er sammen. Nogle gange føles det næsten som om, englene synger med.