Kan man opsøge en bedemand inden døden indtræffer?
Det spørgsmål blev jeg stillet, da jeg sad ved en privat sammenkomst for noget tid siden. Mit svar er entydigt: Ja.. absolut. Faktisk er min opfordring, hvis man er vidende om, at dødsfaldet vil ske inden for en nær fremtid, så er der stor værdi, lettelse og befrielse forbundet med at bevæge sig ind i ”Den sidste tids samtaleunivers”.
Måske kan det føles akavet, kompliceret eller uvant at være i samtalerummet, men i virkeligheden gør man nok sig selv og sine nærmeste en tjeneste ved at drøfte det, der er svært. På et eller andet tidspunkt vil vi stå i situationen og måske kan det faktisk være en hjælp for de efterladte, at der er forhold, som allerede er talt igennem og muligvis besluttet.
Når man mødes med bedemanden, er der brug for at få afklaret, hvem der vil være kontaktperson. Det vil sige personen, som er bindeled mellem afdødes venner og familie samt bedemanden og de offentlige myndigheder. Typisk er det kontaktpersonen, vi er mest i dialog med undervejs i forløbet.
Som bedemænd skal vi nok koordinere alle de praktiske gøremål, men det er kontaktpersonen, som vi særligt er i relation med, når informationer skal videregives.
Vi har et ønske om at skabe gode samtalesituationer. Samtaler, hvor man kan slappe af, stille de svære spørgsmål og forhåbentlig turde vise både ærlighed og åbenhed. Det er svært at miste dem, man holder af. Uanset omstændighederne står alle i et før og et efter. Vi bestræber os på at give autentisk støtte og hjælp – både før, under og efter.