Kister og urner

Hos Ødegaard og Søgaard Begravelser tilbyder vi et udvalg af kister og urner, der forener håndværksmæssig kvalitet med en ansvarlig holdning til miljøet. Vores udvalg afspejler vores engagement i både tradition og bæredygtighed. Dermed ønsker vi, I kan finde en respektfuld hvileplads for jeres kære.

Kister og urner
Kistedekoration

Kister

Intentionen ved Ødegaard og Søgaard Begravelser er at tilbyde et nøje udvalgt sortiment af kister, der repræsenterer både håndværksmæssig finesse og miljømæssig ansvarlighed.

Vores kister bliver lavet på Bækmarksbro Kistefabrik. Det er en gammel traditionsrig fabrik, som har eksisteret siden 1910. De sætter en ære i at levere håndværksmæssig kvalitet. Der er både hvidlakerede kister, naturtræskister – og de fremstiller også specialmalede designs. Ønsker man kisten skal have en særlig farve eller et særligt udtryk, vil vi være behjælpelige med at opfylde ønsket. Alle kisterne er inklusive madrasser, lagen og pude. 

Vores innovative Green Goodbye-kister tilbyder et miljøvenligt alternativ, med genanvendelige materialer og et unikt, bæredygtigt koncept, der forener respekt for miljøet med en værdig afsked. Konceptet er udviklet i Herning og indeholder en genanvendelig yderkiste samt en inderkiste lavet af genbrugspap. Ved kremeringen er det kun inderkisten, som bliver kremeret, og yderkisten bruges igen. 

Green Goodbye skriver om sig selv, at de repræsenterer: Bæredygtig bisættelse med miljøvenligt kistekoncept. Kisten fås i hvid og eg, og der er inkluderet madras, lagen og pude – disse produkter er også lavet af genbrugsmaterialer.   

Du kan se vores udvalg af kister længere nede på denne side.

Kistedekoration

Urner

100 % biologisk nedbrydelige urner

Med et ønske om bæredygtighed og mulighed for at lave en personlig hilsen på urnen, har vi hos Ødegaard og Søgaard Begravelser valgt Nordic Funeral som leverandør af urner. Disse urner er ikke blot et symbol på respekt og glæde over et levet liv, men også et udtryk for miljøansvar. Hver urne er 100 % biologisk nedbrydelig og skabt til at forgå naturligt i jorden inden for 10 år uden at efterlade skadelige spor.

Med en bred vifte af farver og motiver, som vi selv påfører, tilbyder vi jer muligheden for at skabe en unik og personlig hyldest til jeres kære. Denne tilpasning sikrer, at hver urne ikke kun er en hvileplads, men også et minde om den afdødes unikke liv og personlighed.

Læs mere om Nordic Funeral her.

 

Miljøcertificerede urner

Se vores udvalg af kister

Når det sidste farvel skal siges, skal det ske med respekt og værdighed. Ødegaard og Søgaard Begravelser tilbyder kister, der kombinerer godt håndværk med en hyldest til livet.

Bæredygtige kister – et grønnere alternativ

Vælg en kiste, der støtter en bæredygtig fremtid, uden at gå på kompromis med æstetik og kvalitet. Vores kister fra Green Goodbye er bygget ud af genbrugsmaterialer, og det er de første 3 kister, du finder i karrusellen herunder.

Alle priser er angivet uden polstring. Polstring af kiste koster 400 kr.

Urner

Når vi står over for at vælge en sidste hvileplads for en afdøde, tilbyder Ødegaard og Søgaard Begravelser et udvalg af urner, der både ærer mindet og respekterer naturen.

Biologisk nedbrydelige urner

Hos Ødegaard og Søgaard Begravelser hjælper vi jer med at finde en urne, der passer til jeres unikke ønsker og hædrer jeres kæres eftermæle.
Vi forhandler kun biologisk nedbrydelige urner, og du kan se det store udvalg af farver og motiver herunder.

Kistedekoration

Kistepynt

Blomster spiller en stor rolle, når vi står ved skelsættende begivenheder. ”Sig det med blomster” lyder sloganet, og sådan er der mange, der føler, man kan ære afdøde ved den sidste ceremoni.  

Kirkepynt, kistepynt, blomsterdekorationer, kranse, buketter og/eller kasteroser er et centralt emne, som berøres, når vi har samtalen med dig som pårørende. Det er naturligvis meget forskelligt, hvilket udtryk man ønsker, og det er også meget forskelligt, hvordan man som pårørende vil prioritere sit budget, men fælles er, at blomster er en særlig måde at vise sin sidste hilsen.   

Hos Ødegaard og Søgaard Begravelser bruger vi gerne god tid til at planlægge og rådgive. Vi tilbyder at være mellemled mellem dig og blomsterhandlerne og dermed varetage dine praktiske gøremål, så du kan koncentrere dig om andre væsentlige områder, mens du står midt i en skelsættende livssituation.  

Helt konkret foregår det på den måde, at vi undervejs i begravelses- eller bisættelsessamtalen spørger, om vi skal hjælpe jer, hvis I ønsker, der skal en blomsterdekoration eller en krans på kisten. På vores IPads har vi billedeksempler på, hvordan kistepynten kan se ud. Vi vil gerne, og blomsterhandlerne vil gerne lytte til jeres ønsker. Der kan være en enkelt rose, en enkel buket, en større dekoration eller noget helt tredje. Blomsterdekoratører er kunstneriske begavelser. De yder hver især et stort bidrag for at skabe de flotteste kollisser, så rammerne for en bisættelse eller begravelse bliver så flotte som mulig.  

Hvis man ønsker, der skal være et bånd på dekorationen, har vi forslag til, hvilke formuleringer der kan være passende. Båndene kan sidde på kistedekorationen, men der kan også være en krans, hvorpå der står skrevet en båndtekst. 

Kistedekoration

Båndtekst

Følgende er eksempler på, hvordan man kan skrive en båndtekst:  

Det øverste bånd:  

Et sidste farvel  

En sidste hilsen 

Tak for alt  

Tak for den, du var  

Tak for gode minder  

Et kærligt farvel 

Hvil i fred 

Det nederste bånd:  

Familien 

Børn  

Børn og svigerbørn  

Børnebørn og oldebørn  

Familien  

Navne på f.eks. ægtefælle, børn eller andre

Kistedekoration

I Herning har vi mange dygtige, passionerede blomsterhandlere. Hvilken forretning, I ønsker skal opfylde jeres ønsker, er jeres valg. Vi har et rigtig godt samarbejde og roser deres flotte arbejde.  

Blomsterhandlerne kommer til kirken eller kapellet nogle timer før selve begravelsen eller bisættelsen finder sted. Her pynter de kisten. Nogle gange har man ønsker om, at der skal sættes en rose i bænken, eller der skal en særlig dekoration ved alteret – det er alt sammen muligheder, vi kan få afdækket ved samtalen, og blomsterhandlerne er gode til at få alle løsninger til at hænge sammen.  

Det er forskelligt, hvad man ønsker skal ske med kistedekorationen. Nogle ønsker, den skal følge afdøde ved nedsænkningen i jorden eller ind i krematoriet. Andre vil gerne, at dekorationen skal på gravstedet. Ved Ødegaard og Søgaard Begravelser tager vi gerne kistedekorationen med tilbage fra krematoriet og placerer den på gravstedet.  

Kistedekoration

Anbefalinger

Hos Ødegaard & Søgaard Begravelser yder vi omsorg og praktisk hjælp, når du mister. Hver dag bestræber vi os på at være nærværende og bistå med de praktiske forhold i en svær situation. Vi har hjulpet mange familier. Her kan du læse nogle af deres erfaringer med vores assistance.

Kæmpe anbefaling

Hermed en kæmpe anbefaling til Anita og Ødegaard & Søgaard begravelser.

Da min far desværre gik bort den 23/12-23, kom Anita og hjalp os juleaftensdag midt i alt forvirring og sorg.

Anita er et meget fantastisk menneske og bedemand. Hun er meget omsorgsfuld og medfølende, hvilket betød meget i vores situation.

Hun var under vores møde også rigtig god til at veksle mellem de informationer og beslutninger som bisættelsen af min far krævede – og de følelser og fortællinger, som der også var brug for plads til. Vi sad tilbage med en oplevelse af at være i gode hænder – og det har vi været igennem hele forløbet. Anita har haft styr på det hele og beredvilligt undersøgt, det der har været nødvendigt.

Jeg vil til enhver tid anbefale at bruge Anita og Ødegaard & Søgaard begravelser. Det hele er så fint, og en stor hjælp i sorgens stund.”

– Thobias Laustsen

Professionelle og empatiske

Vi benyttede Ødegaard og Søgaard Begravelser ved min mands død. Vi er meget tilfredse. Anita Søgaard og hendes kollega var behagelige, stille og søde.

Anita varetog alt det uoverskuelige papirarbejde der kræves, samt en del ting udover det nødvendige, f.eks. tilskud som vi ikke vidste fandtes. Vore ønsker blev imødekommet og eksekveret med det samme. Prissætningen var fair og gennemskuelig, vi var
hele tiden med, og det blev en fin og god begravelse. En god oplevelse i en træls tid.

 

– Marianne Sejersen

Tak til Anita

I forbindelse med min mors død vil jeg på familiens vegne gerne rette en speciel tak til jer.Under hele forløbet har vi følt os guidet og hjulpet på både omsorgsfuld og professionel vis. 

Det betyder uendelig meget i en sårbar situation. 

Tak også for blomsterhilsen ved begravelsen. 
Alt sammen så værdsat. 

– På familiens vegne, Belinda Hornshøj

En fantastisk støtte

Da vi med kort mellemrum mistede såvel mor/svigermor og far/svigerfar var vi i en næsten uoverskuelig situation, hvor vi egentlig havde nok i at bearbejde vores følelser – og samtidig svært ved at overskue det praktiske omkring bisættelserne. I den situation var Bente og Jørgen Ødegaard en fantastisk støtte.

De var utrolig empatiske, hjælpsomme, gode til at gøre opmærksom på de forskellige muligheder ( ex. hvad gør man når en person skal lægges i kiste), og skabe overblik over hele ceremonien på en klar og “enkel” måde. De var reelle (prisen blev oplyst på forhånd på alt) og de var for os en utrolig støtte i en svær tid. Alt i alt var de i hele forløbet fantastiske, behagelige og professionelle. Absolut anbefalelsesværdige, når man står i en så svær situation.

En stor TAK til Bente og Jørgen for deres unikke måde at håndtere opgaven på”.

– Birthe og Bjarne

Kontakt os her

I er altid meget velkomne til at kontakte os for en samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer med at planlægge en begravelse eller bisættelse. For os er det vigtigt at lytte til jeres ønsker.

Kontaktoplysninger

Vestergade 45, 7400 Herning

Orionvej 2A, 7430 Ikast

Danmarksgade 11, 7490 Aulum

Email: [email protected]
Døgntelefon: 9712 0610